BIRGITTE RAABERG
SKUESPILLER, PERFORMANCE- OG LIFECOACH

SANS FOR SENSOMMER

“Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted “ synger C.V. Jørgensen i sin sang “Sæsonen er slut” og man kender fornemmelsen af at tiden farer af sted uden man rigtigt registrerer det. Efter sommerferien starter børnene i skolen – nu på et højere klassetrin. Som skuespiller tager man hul på en ny sæson og cykelstierne i byerne bliver igen fyldt til randen af mennesker til og fra det ene og det andet. Livet går sin gang. Den ene dag tager den anden og pludselig er der gået endnu et år.

Men for mig er sensommeren den tid hvor  jeg bliver mindet om vigtigheden af at leve mit liv vågent og nærværende. Jeg er stadig fyldt af sommerens lys og samtidig mærker jeg at dagene bliver kortere og mørket melder sin ankomst.  Det er den blanding af lyset og mørket  - efterårsjævndøgn – hvor der stadig er rigeligt af begge dele der gør mig så godt.

Jeg har altid elsket sensommeren og det begyndende efterår med den gyldne lave sol og med naturens farveeksplosion i nuanceret rødt, grønt, gult og brunt. Uanset om efteråret er tørt eller vådt dufter det af modne frugter og bær – af høst og faldende blade der favnes af den fugtige muld. Dufte der fortæller om skift og forvandling.

Når jeg går i skoven på denne årstid kan jeg ikke lade være med at samle kastanjer selv om jeg ved at de inden længe ligger runkne og undseelige i den  skål de blev lagt i, som et tegn på at alt har sin tid og sin cyklus.

Blæsten tager til, fuglene trækker sydpå og himlens gyldne skær overtages mere og mere af tunge blågrå og violette nuancer -  der er vind i håret og kontrasten mellem lys og skygge danner baggrund for lokkende eventyr om kampe der skal kæmpes og vindes, om liv der skal leves mens der endnu er tid.

Måske er det fordi jeg er født i September at efteråret appelerer så stærk til mine sanser. Jeg mærker at jeg er i live. Det mærkes at livet byder mig op til dans og at min måde at deltage i dansen på er vigtig.

Efteråret rummer for mig en kraftfuldhed og en styrke. Jeg får lyst til at le højt når jeg kæmper mig gennem blæsten, en latter som siger “kom an liv- jeg mærker dig - jeg er her! ”

Det er i denne sanse opvågning at jeg møder min indre kriger. Den kriger som står ved, står fast og som holder hjertets fakkel klar og lysende gennem slud og regn, storm og mørke. Den kriger som nyder at lade sig gennemblæse og ruske af vinden, men som også forstår og evner at stille sig lige der i stormens øje hvor alt er stille styrke. Når jeg står i stormens øje kan jeg betragte forandringens vinde – jeg kan lade mig inspirere af dem - uden at lade dem føre mig hid og did som et blad i vinden.

Min indre Kriger er den kriger der ikke alene har lyst til at kaste sig over livet med stor appetit, men også forsvarer livet i og omkring mig. Alt det som inspirerer, nærer og ærer livets muligheder og mangfoldighed. Den Kriger som er nærværende tilstede i livet.

I de gamle kulturer fejrede man forårs og efterårsjævndøgn, sommer og vintersolhverv. Vi fejrer Sankt Hans og Jul som måske på nogle måder kan spejle de gamle traditioner – men vi har glemt jævndøgnet.  Men det er omkring jævndøgnet at vi sår og vi høster – det er her vi tager aktivt del i at manifestere det vi ønsker at skabe, så der er alt mulig grund til ikke alene at fejre det, men bestemt også at være bevidst om det i den dagligdag som livet består af.

Hvad har jeg høstet i år?

Hvor er jeg nu i livet ?

Er jeg tilstede og nyder det med vågne sanser?

Jeg vil ære min indre Kriger ved at fejre efterårsjævndøgnet og årets høst. Jeg vil tænde min  forventning til vinterens gøremål ved at sætte en intention om at finde balancen mellem aktion og hvile og mellem arbejde og fritid. Jeg vil skabe plads til både min udadvendte og min indadvendte måde at være tilstede på i de kommende måneder. Vel vidende at det kræver bevidsthed og fokus at holde den intention, når arbejdslivet igen tager fart med  travlhed, deadlines og krav. Jeg vil give plads til pausen.  Jeg vil bruge tid i naturen og lade den hjælpe mig med at holde mine sanser åbne. Så vil jeg måske, når året er omme, se tilbage på et år hvor livet ikke bare fløj af sted, uden at jeg kunne følge med.