Det bløde mørke

DET BLØDE MØRKE


Dagene er blevet kortere nu. Det er den mørke tid på året.

Da jeg var yngre var jeg det man kalder for “mørkeræd” – bange for mørket.


Når jeg som barn lå i min seng kunne jeg være stiv af skræk mens jeg lå og stirrede ind i mørket.


Hvad gemte sig der i mørket ? Selv når jeg fik lov at ligge bag min mors ryg synes jeg at det var som om at skyggerne dansede en uhyggelig dans rundt om sengen. Mine forældre lod lyset brænde når det var nødvendigt – og der var ikke nogen naturlig årsag til min angst.

Der var ikke krig. Vi var ikke i fare, det var bare mørkt.

Min angst for mørket fulgte mig til langt op i min voksne alder.

 

Jeg er oprindeligt en bypige. I byen er der masser af lys og menneskeskabte lyde hele tiden. I naturen er lydene anderledes og fremmede når man ikke er vandt til dem.


Det var en smule flovt ikke at turde gå ud med skraldespanden efter mørkets frembrud når man var på landet, men mest af alt var det hæmmende og frihedsberøvende.


På et tidspunkt fik jeg nok og besluttede mig til at gøre noget ved problemet. På det tidspunkt boede jeg i Humlebæk på Sjælland, tæt på skov og hav, og jeg begyndte at gå små aftenture  langs vandet efter mørkets frembud for at træne mig selv i tryghed.


Det gav mig en fornemmelse af sejr og jeg fornemmede også at det ikke var naturen og mørket jeg skulle være bange for, men at angsten nok i virkeligheden bestod af alle de tanker jeg gjorde mig – alt det jeg bildte mig ind mørket skjulte. Alle historierne jeg som barn havde hørt om uhyggelige hekse, trolde og børnelokkere var måske blevet til en udefinerbar angst for noget som mørket kunne repræsentere. Senere som voksen er der jo masser af ting man kan være bange for når man skal præstere i et hektisk samfund. Ting man måske ikke umiddelbart føler man kan gøre noget ved og så kan man jo lægge det ind i det indre mørkekammer til bøhmanden .


Senere i livet har jeg lært at favne mørket. Jeg inviterede mig selv ud i naturen i en højørken i New Mexico. Under et indiansk træningsforløb var vi en lille flok som valgte hver for sig at opholde os 5-6 døgn alene ude i naturen på en ceremoni man kalder en Vision Quest.  Vi havde ikke kontakt med hinanden – aleneheden var vigtig.  Jeg havde mit telt – en sovepose – skriveredskaber og tøj til både varme dage og kølige nætter. En gang i døgnet kom der lidt mad og vand.


En af de ting jeg ønskede at arbejde med var at overkomme min angst for mørket, men også at føle mig tryg i naturen. Jeg bad naturen - Moder Jord, træerne, dyrene, himlen over mit hoved om at støtte mig i mit arbejde. De første nætter gik jeg i seng ved solnedgang kl 19 og stod op kl 7 ved solopgang – men efterhånden følte jeg mig mere i ét med naturen og som dagene og nætterne gik faldt jeg mere og mere til ro. Jeg kunne nu sidde oppe i nattemørket med mit bål tændt og mens jeg sad der tænkte jeg på at lyset fra bålet gjorde mig tryg – men at det jo netop var lyset der gjorde mig synlig. Så måske var det mere trygt at gemme sig i mørket? Jeg tænkte at vi måske er som insekter der blændede flyver mod flammen i stedet for at skærme os i mørket. Hvad hvis jeg bare sad i mørket op af et træ ? Mine øjne ville vænne sig til mørket og jeg ville være i et med det store alting. Så jeg blev siddende til bålet var brændt ud og fordi mørket var så tæt bød stjernehimlen på et uovertruffent lysshow. Det var hvad H. C. Andersen ville have kaldt for mageløst. Mørket favnede mig med en overvældende følelse af at høre til, at være ét med alt.

Det var ved hjælp at naturens kraftfulde støtte at jeg lærte mørket at kende.. I mørket kan jeg drømme – jeg kan lægge planer og finde ud af hvilke frø jeg vil plante når foråret kommer. I mørket kan jeg hvile og sove og samle kræfter og så er der jo det at når jeg så tænder lyset så står det smukt og skarpt – ikke som en modsætning men som en del af den helhed som mørket og lyset er.


Det er skabelsens dans mellem mørke og lys, dag og nat, det maskuline og det feminine. Mørket er det feminine som rummer alle muligheder, ro og balance – lyset er det maskuline der tænder gnisten så mulighederne manifesteres. Det feminine aspekt må ikke ignoreres så brænder vi op – mørket skal have sin plads.

 

Dagene er blevet kortere nu. Det er den mørke tid på året.

Og jeg vil tænde bål i haven og have lys på bordet  og jeg vil lade mørket favne mig med sin ro og med sin villighed til at lade mig drømme livet på ny.